Fin lille illustreret ordbilledbog om farver for de små billedbogslæsere og deres voksne. Kan også bruges af institutioner til dialogisk læsning og samtaler om farver. Fra 3 år.
Billedbog for de små, hvor ord læres med udgangspunkt i tolv forskellige farver. Der er et lille afsnit om at blande farver, et afsnit om farvet arbejdstøj og et afsnit om hvordan man sorterer sit legetøj i farveorden. Bogens illustrationer er farverige, men afdæmpede og variationer i størrelse og layout giver et gennemarbejdet og indbydende indtryk.
Bogen er et supplement til de mange farvestrålende billedbøger i krybberne, og vil, med sit fine og æstetiske udtryk, glæde voksne og børn. Det er ikke en bog til de allermindste pegebogslæsere, men børn fra 3 år og deres voksne vil få en god læseoplevelse.
Der findes mange bøger om former og farver. To af årets udgivelser adskiller sig også fra de stramt farveopdelte billedbøger; Tove Krebs Langes Hvem vasker deres røde vanter? har rimet tekst og både fokus på farver og dyr. Kim Fupz Aakesons Lili kender alle farver handler om glæden ved at blande sine egne farver og skabe nye.