Der er relativt mange læsere til bøger om fodboldens personligheder. Kan bruges til skoleopgaver, hvor der netop ofte efterspørges biografisk materiale om de aktuelt kendte fodboldspillere.
Biografi om Wayne Rooney (f.1985), der er anerkendt som én af sin generations absolut bedste fodboldspillere. I biografien, der er skrevet i samarbejde med Matt Allen, fortæller han om sine nu 10 år i Premier League, der er den professionelle engelske fodboldliga. Biografien, der i øvrigt har forord af sir Alex Ferguson, følger på førstehånd Rooneys karriere, fra han skifter fra Everton til Manchester United. Et skifte til et trecifret millionbeløb for en knægt på 18 med et helt unikt talent. Men Rooney er ikke kun anerkendt som et fodboldtalent, han har også trukket kontroversielle overskrifter i medierne både på og udenfor banen. Det er historier om løft af trofæer, vundne og tabte kampe, og fx chokket, når han vender tilbage efter en ferie, og viseren på vægten viser plus 3.5 kilo. Det er en mindre katastrofe som professionel fodboldspiller. Jeg kan huske flere kommentarer på tv, der netop nævner Rooneys påståede buttede krop og manglende form. Det er det virkelige professionelle fodboldliv på godt og ondt, man som læser kommer tæt på i denne biografi.
Kan sammenlignes med andre vellykkede fodboldbiografier, fx Jeg er Zlatan Ibrahimovic. Ikke andre biografier om Rooney.
Guf for fodboldinteresserede. Kan lånes ud på alle biblioteker.