Humoristisk billedbog om glemsomhed for de 3-5-årige billedbogslæsere.
Lars Rudebjer kender vi som forf./illustrator til en række billedbøger, senest Miranda og Frø, 2013. Nærværende billedbog er en ny historie om pigen Miranda, der som i den første bog lever sig ind i morfars rammefortælling fra Altkanske-skoven. Denne gang møder hun bjørnen, som er bekymret, fordi den ved, at der er noget vigtigt, den skal huske, men som den ikke kan komme i tanke om. Miranda og bjørnen foretager sig alle mulige ting sammen i et forsøg på at hjælpe hukommelsen på gled, og til sidst kommer bjørnen i tanke om, at den skal gå i hi for vinteren. Det var det vigtige, den skulle huske. Som i den første billedbog om Miranda er historien velskrevet og velfortalt. Men det er de livlige og sjove illustrationer, holdt i en karikeret lidt tegneserieagtig stil, der skaber bogens fine stemning. De er fyldt med sjove detaljer, hvor træer og sten lever deres eget liv, lige som lillebror, som Miranda ellers ikke mener, er med i historien.
Der findes andre billedbøger om glemsomhed, eksempelvis Manden der glemte alting, 2013, men jeg kan ikke komme på andre, der så fint skildrer den kendte fornemmelse af noget vigtigt, man skal huske, men ikke kan komme i tanke om.
Fin og humoristisk billedbog om at prøve at huske det, man ikke kan komme i tanke om. Historien og illustrationerne, der er fyldt med sjove detaljer, man kan gå på opdagelse i, passer godt sammen og udgør en ganske overbevisende helhed.