Moderens mark

En lille koncentreret fortælling om krigens meningsløshed - her skildret gennem de efterladte, kvinderne, der mistede mænd og børn samtidig med at de alene skulle klare alt arbejdet ibaglandet. Moderens mark er en indre monolog - en skriftlig udgave af den kirgisiske mundtlige fortælletradition - om umenneskelige lidelser og savn. Moderen, Tolgonaj, fortæller sin historie tilmarken, til jorden, for krigen har taget mand, tre sønner og senere svigerdatteren fra hende. Tolgonajs fortælling er dog ingen klagesang, den usminkede sandhed rummer også lyse minder og håb -ikke mindst i formen: samhørigheden mellem natur og menneske, der går igen i alle Ajtmatovs romaner. Bogen er fra 1971 og minder mig mest om Dzjamila med de stille, men stærke virkemidler, der erganske anderledes end i Ajtmatovs nyere værker, fx den nærmest eksplosive Skafottet. Derfor henvender den sig også mere til de "gamle" Ajtamotov-fans, men kan - også på grund af det enkle sprog ogden meget lettilgængeligehandling - bruges af alle, der sætter pris på en gribende stille fortælling. Godt omslag, åben sats og flydende oversættelse.

Read the full assessment