Det er ikke helt forkert at kalde de to lollikker Pilfinger og Kenno, bedre kendt som Djämes Braun, for tween-segmentets svar på Bikstok. DR Ultra har nærmest gjort dem til husband, og de optrådte til kanalens show Ultra Galla, hvor deres "D'nice at være nice" - et nummer om ikke at mobbe andre - var det gennemgående tema. På landsplan har Djämes Braun også hittet stort med numre som "Fugle" og "Farlig tiger". Det her er deres debutalbum, som egentlig blot er en opsamling af tidligere singler og ep'er. To nye numre er det blevet til, der hverken gør fra eller til, og ved gennemlytning står det klart, at duoen ikke når Bikstok til sokkeholderne. Hvor Bikstok er fuld af sproglige finurligheder og gakkede indslag, er Djämes Brauns tekstunivers helt anderledes forsimplet, og lydsporet er mere syntetisk. Djämes Braun er med andre ord dansk dancehalls tynde øl, men hos DR Ultras seere vil de tage kegler.