I 1984 slog Gibson igennem med Neuromancer, en helt speciel science-fictionroman, hvor cyberspace blev introduceret. Siden er det blevet til en række romaner i samme genre, men med Mønstergenkendelse har Gibson skiftet spor. Romanen foregår i år 1 efter 11. september-katastrofen, og den ligger som klangbund under romanen. Cayce Pollard er en meget effektiv spotter af nye trends og varemærker. Hun bliver engageret af et engelsk firma til at finde frem til, hvem der har lavet nogle videofragmenter der dukkker op på Internettet, og som har skabt kult. Hun påtager sig opgaven, men da der bliver begået indbrud i hendes lejlighed og hendes PC bliver hacket, er hun godt klar over at det kan blive en svær, og måske farlig opgave. Via Tokyo og Rusland, og efter mange forviklinger løser hun gåden, og kommer samtidig overens med hendes fars skæbne, han som forsvandt den 11. september. En elementær spændende roman, hvor Gibson i sædvanlig stil i et tætvævet sprog forstår at få personer og bylandskaber til at stå levende frem, og som i Cayce Pollard har skabt en både intelligent og slagkraftig heltinde.