Hvad gør det ved en familie, når et barn forsvinder sporløst og aldrig dukker op igen? Det kan gå rigtig galt, som læsere af domestic noir og psykologiske thrillere kan forvisse sig om her.
25-årige Emmie dukker en mørk og stormfuld efterårsdag uanmeldt op i familiens sommerhus i den svenske skærgård. Huset er ved at forfalde, faderen drikker, moderen dominerer alt og alle, og den 14-årige lillebror er en ensom sjæl. Emmie har brudt med familien for år tilbage og har været indlagt på den lukkede afdeling. Efterhånden kommer det frem, at der er masser af hemmeligheder, fortrængninger og halve sandheder i familien, som har med med en tragedie at gøre. Da Emmie var otte, druknede hendes lillebror, og hans lig er aldrig blevet fundet. Familien udvikler sig dysfunktionelt, og nu vil Emmie altså finde ud af, hvad der egentlig skete dengang. Hun erfarer, at sandheden ikke alene er ilde hørt, men også livsfarlig. Alt dette fortæller hun her bagefter til sin terapeut. Rolf Björlind har tidligere skrevet krimier sammen med sin kone Cilla, men denne gang er det sammen med datteren Molly.
Udmærket psykologisk thriller eller domestic noir, hvor stemningen hele tiden bliver bygget op og kulminerer med et opgør i mørke, efter strømmen er gået. Gode personskidringer og velfungerende komposition, selv om nogle læsere sikkert kan regne ud, hvor plottet bærer hen.
Kan fx sammenlignes med den udmærkede norske domestic noir Terapeuten.