Mørkets magter

I USA var skræk- og superserierne omkring 1970 ved at være i knibe for nye ideer og nye læsere. Roy Thomas (tekstbearbejder af dette album) var da manden, der som redaktør hos Marvel var medtil at få sat skub i en ny genre inden for tegneseriernes verden. Sværd- og trolddom-genren, som . den kaldes, er for så vidt blot en genre, der tager ingredienser fra både super- og skrækserierneog sætter dem ind i en ny ramme. Vold og overtro er ingredienserne, og historierne foregår en gang for ca. 10.000 år siden, hvor den eneste lov var sværdets. Indholdsmæssigt er det rigtigamerikansk: vold, død, sex og overtro i én sammenblanding og med den sædvanlige underliggende dybt reaktionære ideologi om den stærkes ret over for de svage, om skæbnen med stort S og med forældedekønsrollemønstre. De 4 tegnere på de 2 historier er gamle kendinge. Det er folk, der har arbejdet hos Marvel i mange år, som kan deres håndværk og lidt mere til. De kan få tegningerne til at hængesammen og skabe spænding,og de kan udnytte brugen af perspektiv, nærbilleder, skrift o.s.v. Kort sagt: Det er noget af det bedste, de store tegneserieindustrier i USA kan præstere. I dette albumskal kun den første (og korteste) historie fremhæves, mens den sidste og længste ikke er særlig spændende, sandsynlig eller godt tegnet. P. g. a. indholdet ikke for børn. Voksenbiblioteker vil jeganbefale at købe Barry Smiths udgave af Conan. Smith formår at gøre serien ikke bare spændende, men også sjov og med dybde persontegningen. (510 112 3 77/05).

Read the full assessment

Efter et enkelt bind i Karat-serien, der åbenbart er en prøveballonserie, får vi nu en serie om Barbaren Conan, og dette er altså nr. 1. Desværre er det ikke Barry Smiths lette tegninger som iRøde Sonja, men det er stadig Roy Thomas' tekstbearbejdelse af Robert E. Howards gamle serie fra 30'rne. Tegnerne er Gil Kane og Neal Adams i Mørkets gud, og John Buscema og Alfred Alcala i Mørketstroldmand. Conan er stadig lejesoldat, men i den første fortælling leder han efter en ungdomskærlighed og kommer for sent. Hun har taget sit eget liv for at undgå at falde i en andens kløer. I detandet afsnit må han hjælpe en prinsesse, der ikke har noget stort tøjbudget, og her må han både iføre sig generalrustning à la Achilles og kæmpe mod en ualmindelig rædselsfuld troldmand, der dårlignok har skind til sit skelet. Det er bloddryppende sort/ hvid tegneseriekunst. Man fornemmer virkelig i disse to afsnit, hvordan Marvel prøvede at forny sit repertoire ved at skabe noget der bådevar superserieog gru. Det besynderlige univers som Howard skabte kan være indviklet, men det fungerer da, og selv om volden og pinslerne udmales groft, så er det et eksempel på entegneseriefornyelse, der i hvert fald hører hjemme i genrekassen.

Read the full assessment