Verdener mødes er en serie om etniske minoriteter i Danmark og Mohamed er palæstinenser er en af de første bøger i serien. I reportage og interviews giver den et portræt af den 13-årige andengenerationsindvandrer Mohamed El-Derawi. Bogen følger hans hverdag hjemme og i skolen, i fritidsklubben, til fodbold, modersmålsundervisning og til fest i weekenden. Mohamed er muslim og meget bevidst om sin palæstinensiske baggrund, og bogen giver meget klart indtryk af, hvordan han har det som 13-årig palæstinenser i Danmark. Der er stof til debat og eftertanke. Teksten krydres af citater, faktaoplysninger og tabeller, som er sat med kursiv i grå bokse. Bogen er hyppigt illustreret med sort-hvide reportagefotos. Der er god overensstemmelse mellem tekst og billeder, men mange af billederne er meget mørke. Sprogligt er bogen let at gå til, men teksten er tætskrevet og sat i en lille typografi, og det kan, sammen med de grå og sorte nuancer i billeder og faktabokse, virke overvældende. I 1996 skrev bogens forfattere Palæstinensere i Danmark, som er noget større og har en ældre målgruppe. Mohamed er palæstinenser er i såvel emnebegrænsning som sproglig tilrettelæggelse tilpasset læsere fra 12 år.