Xbox 360. Monopoly streets er et af de bedst kendte og mest udbredte brætspil og både Monopoly og det danske brætspil "Matador" er begge inspireret af "The Landlord's Game" fra 1903. Spillet til konsol er desværre kun på engelsk, men det er ikke så kritisk, da det næsten er de samme regler kendt fra "Matador". Målgruppen er fra 8 år. PEGI: 3.
Spillet er bygget op som brætspillet, hvor målet er at få monopolet i byen. Der kan spilles den klassiske udgave, hvor banen er som brættet eller i en animerede 3D-udgave af byen. De forskellige "brikker" har også hver deres personlighed, men som med brikkerne, er der ingen forskel på dem på nær animationerne. Udover de originale regler, så er der til konsollen en del forskellige modificeringer, der primært påvirker sværhedsgraden og længden af et spil. Efter hvert endt spil, belønnes spillerne med penge bedømt efter placeringen og disse kan bruges til at købe nye baner osv. Dette er dog mest kosmetisk, da det mest påvirker det visuelle og mere er "temaer". Styringen er ret simpel og består egentlig kun af enkelte tryk på en knap, heldigvis er lydsiden og grafikken børnevenlig, men også målrettet voksne spillere. Mulighed for at spille online imod andre.
Hasbro, der udgiver Monopoly streets, har udgivet en del andre brætspil til konsollerne som fx Hasbro family game night.
Spillet er underholdende og animationer, selvom de er fine, kan heldigvis slås fra i menuen ellers tager et spil meget lang tid. Hvis flere spiller sammen, så er det rigtige brætspil sjovere og mere overskueligt, men alene er det, som det skal være.