Billedbog om skilsmisse. Den kan bruges sammen med børn fra 5-7 år, i hjemmet, daginstitutionen og indskolingen.
Billedbogen starter lige der i chokfasen for en familie, far flytter, mor, søster og lillebror er tilbage, og mor græder meget. Derfor græder børnene også. Deres strategi er at gøre deres mor glad ved at lave gaver til hende, som hun skal tage på. Eller er det? Gaverne er ikke perfekte, men da Signe giver sin mor en meget flot, men kort nederdel, sker der noget. Deres mor ser faktisk rigtig smart ud nu, og glad er hun også, med alle deres ting på. Om aftenen kommer en mand på besøg. Hans børn har vist lavet korte, strikkede bukser til ham. Teksten bruger megen dialog, og det er situationerne der bærer igennem mere end fx personkarakteristik. Ideen udnyttes og struktureres stramt i teksten, billederne følger fint, og helheden fungerer. Billederne bruger heldækkende farver, der bruges mønstre til at udtrykke indelukkethed og tristhed, selvom farverne ikke er helt mørke, men tilsidst da lyset bryder igennem er der ingen mønstre eller strukturer i baggrundene, og en lyserød bundfarve knalder effektivt igennem på billedsiden. Forside og bagside rammer bogens udgangspunkt fint.
Vi har flere nyere billedbøger om emnet, og denne føjer sig fint til disse, og tilbyder med sin indgang og pointe en indgang til at snakke om det, hvadenten det er som terapi i situationen eller for at tale om det fx i børnehaven.
En god bog om emnet, følsom med god humoristisk forløsning.