Forældre og andre pårørende, hvis barn for nylig har fået diagnosen autisme, kan få stort udbytte af disse overskuelige råd, der kan gøre dagligdagens krisesituationer meget enklere.
Bogen er en mors lettilgængelige vejledning til en lang række vanskelige situationer med et autistisk barn. Dorthe Ørsig er mor til Frederik, der har autisme. Hun har samlet en række gode råd om, hvordan man tackler forskellige hverdagssituationer, så det bliver udholdeligt for både barnet og den øvrige familie. Her er fx råd om indkøbsturen, sengetid, turen til Legoland, spisning osv., foruden praktiske råd om økonomi, job, skole, medicin og meget andet. Det er forfatterens egne succesoplevelser, der her beskrives, og det er selvfølgelig ikke sikkert, at de gode råd virker på et andet barn, men man kan hente meget inspiration til at prøve sig frem. Alt er enkelt sat op og illustreret med fotos af Frederik og hans mor og de forskellige hjælpemidler, der findes. Bagerst henvisninger til en række gode hjemmesider.
Der udkommer megen litteratur om autisme og tilgrænsende emner som asperger, ADHD osv. Men der er også stort brug for litteraturen, og mange har en mere teoretisk tilgang til emnet eller henvender sig til pædagoger og andre, der arbejder professionelt med autistiske børn. Her får vi en praktisk og lettilgængelig forældrevejledning, der er helt nede på jorden.
En meget brugbar bog for forældre, hvis barn netop har fået diagnosen autisme. Både lettilgængelig, opmuntrende og inspirerende.