Mor til fire

Forf. har før belyst faderen (Rejsekammeraten) i den lille kernefamilie og vender sig nu mod den stærke moder: Marie, der vågner op på sin 80-årsdag og kan se tilbage på et begivenhedsrigtliv. Som tidl. hos Dürrfeld er det et signal om og en indfaldsvinkel til en roman om altings forgængelighed, en kredsen om det forgangne med spring til nutiden, en tematisering af en fortidigsamhørighed, der aldrig kommer igen, og som desværre ikke altid klang ganske rent. Marie og Verner og deres fire små søde børn, fra Nørrebros arbejderklasse i tiden efter 1945 ; en hverdag medglæder og sorger med børn, naboer og venner. Marie med den stille styrke og med det uudtalte ønske om at komme lidt fremad og den svagere Verner, der en dag forlod dem. Som tidl. har forf. eteminent øje for detaljerne i erindringsbillederne: fra problemerne med de manglende knopper under fodboldstøvlerne, der skal bruges på søndag, når FB skal spille mod B 1908, til de små glæder veden udflugt i Dyrehaven. En serie afpunktnedslag i et anderledes og nøjsomt samfund. En stille og usmykket realisme i en psykologiserende og lidt abrupt afviklet roman, hvorfra man gerne havde hørtlidt mere om Marie og hendes liv. Ikke uden et lettere utilpasset og melankolsk anstrøg, helt i pagt med forfatterskabet og med dettes vanlige appel & muligheder.

Read the full assessment