Xbox 360, PS3. Endnu en udgivelse i "MotoGP"-serien, hvor der køres motorcykelrace på alverdens racerbaner. Henvender sig primært til motorcykelentusiaster fra 10 år. PEGI-mærkningen er 3. Der kan vælges mellem fire sværhedsgrader i spillet. Uanset valg skal motorikken være i orden under løbene, da motorcyklerne er sværere at manøvrere end biler i tilsvarende racerbilspil. Det til trods er styringen simpel. Sproget er engelsk.
Præsenteret i en overskuelig menu-oversigt finder man både mesterskabsdel, karrieredel, samt mulighed for at spille multiplayer online, med op til 20 modstandere. De racerkørere, hold og motorcykler man finder i singleplayerdelen er fra virkelighedens verden. Racerløbene er ofte intense med mange overhalinger og meget nærkontakt. Det betyder, at her mere er tale om et actionpræget spil, fremfor et simulationsspil. Karrieredelen overrasker positivt, med gode tiltag som sponsorkontrakter, research af ens motorcykels potentiale og opgradering. Det er endda muligt at spille karrieredelen som co-op. Afhængig af, hvordan løbene klares, bliver ens erfaringspoint opjusteret. Mens gameplay er i orden, har spillet nogle tekniske fejl og mangler. Grafikken er et stykke fra den standard vi er vant til, og hakker indimellem. Lyd og soundtrack er gennemsnitlig. PS3- og Xbox 360-versionerne er identiske.
I forhold til andre racerspil er her de autentiske kørere fra "MotoGP"-serien. Derudover ligner spillet mange andre klassiske motorcykelracerspil.
MotoGP 10/11 er et ganske udmærket og underholdende racerspil, der sikkert vil tiltale motorcykelinteresserede.