Den menneskelige stræben efter at få størst mulig ydeevne ud af vore maskiner er det underliggende tema i denne serie, som er oversat fra engelsk. Ydeevnen er i dette tilfælde fart, og maskinerne er indtil nu både, fly, biler og motorcykler. Bogen om motorcykler kan læses fra ca. 11 år, men billedsiden vil tiltrække interesserede - nok mest drenge - længe før, og læseren vil få et noget ufuldstændigt overblik over nogle af de nyeste og hurtigste motorcykler. Bogen har ingen speciel undervisningsmæssig relevans, men målgruppen skal nok få nogle timer til at gå i selskab med de afbillede fartvidunderne. Bogen er opbygget af en række dobbeltopslag som gennemgår nogle grundlæggende elementer som design, afprøvning, motorer affjedring og dæk. Dernæst omtales supercykler (dyre og hurtige), stjernecykler (racercykler), offroadere, dragracing, rekordmaskiner, de næste cykler og så er der en god ordliste og et stikordsregister. Hvert opslag er opbygget med et kort hovedafsnit sat med store typer samt en række yderligere oplysninger givet som et billede med en kortfattet tekst. Opslagene virker levende og overskuelige på trods af den kalejdoskopiske opbygning, men der er ikke så meget konkret viden.