Ny fagbogserie til undervisning og selvlæsning, som opfordrer eleverne til at læse kritisk. Bogen indeholder en række udsagn og kommentarer hertil om mystiske væsener, som der har gået historier om i århundreder havfruer og havmænd, drager, søslanger, snemænd, enhjørninge, kæmpefugle og mange andre. Den er inddelt i tre niveauer i stigende sværhedsgrad, og den starter med et niveau, der kan læses af de fleste fra 5. klasse. Teksten er gennem hele bogen sat i to spalter, og den er gennemillustreret med tegninger, stik og kort i sort/hvid. Teksten er meget velskrevet og giver en række gode billeder af de forskellige væsener, som der i en række tilfælde ikke er fundet nogen endelig forklaring på, selv om der er visse antagelser. Disse antagelser er det op til børnene selv at vurdere og måske bygge videre på. Der afsluttes med en uddybende litteraturliste og register. Det er en vellykket bog, som også vil egne sig fint til interesselæsning. Kan anvendes fra ca. 10 år og et godt stykke op.