Prisvindende og stærkt spillet drama om en ung transkønnet fyr, udviklingen af hans indre kvinde og hans svære forhold til en ung heteroseksuel mand. Fra 15 år.
Den ca. 20-årige, androgyne Sebastian opsøger sex på barer og toiletter rundt om i Stockholm. En dag går det galt og han er ved at få tæsk, da Andreas dukker op og stopper overfaldet. Senere mødes de tilfældigt igen og det bliver starten på et venskab og kærlighedsforhold. Deres forhold er lige dele lyst og skam, lykke og smerte. Andreas har svært ved at stå ved forholdet og det fører til skænderier - "Jeg er ikke bøsse« råber han. »Det er jeg heller ikke« svarer Sebastian. Men hvad er Sebastian så? Svaret bliver tydeligere som filmen skrider frem, for inde i Sebastian har kvinden Ellie taget form, og hun bliver mere og mere synlig.
Filmen er direkte i skildringen af forholdets skrøbelighed og de unges sexliv, men filmet i et poetisk æstetisk billedsprog. Det er en ærligt og stærkt spillet film om kærlighed og om at turde være sig selv og trodse normer og intolerance.
Filmen bygger delvist på Levi Levéns roman "Du är rötterna som sover vid mina fötter och håller jorden på plats", og filmmanuskriptet er skrevet i samarbejde mellem Levén og instruktøren Ester Martin Bergsmark. De to har tidligere samarbejdet om filmen Tantedrengen, der også handler om transseksualitet og identitet.