Fin og fagligt tætpakket bog for alle, der er interesseret i et kort, men alligevel ganske dækkende portræt af én af Europas histories vigtigste politiske skikkelser og største feltherrer, nemlig Napoleon. Helt let er teksten og stoffet ikke, man skal nok være mindst 12-13 år. Særdeles velegnet til emneopgaver.
Selvom bogen blot består af 34 sider, lykkes det i ti afsnit at tegne et både tydeligt og nuanceret portræt af Napoleon, hans tid, hans liv og karriere. Teksten er temmelig komprimeret, men de mange illustrationer - især de gamle stik og malerier - letter forståelsen og tidsfornemmelsen betydeligt. De små fakta- og kildebokse forstyrrer ikke helheden.
Der findes forbløffende få fagbøger om Napoleon for børn og unge. Blandt de få kan nævnes Sauvains: Waterloo, der som titlen antyder, især fokuserer på feltherrens historiske slag, og bind 5 af Børnenes verdenshistorie, som dog er langt mere kortfattet og fragmentarisk. Bogen her falder således på et meget tørt sted.
Kort, meget kompakt, veltilrettelagt og fint illustreret - der kan siges rigtig meget godt om denne bog i den forholdsvis nye serie: Historisk bibliotek. Tilmed er dette emne ganske tyndt dækket i forvejen - for denne modtagergruppe i hvert fald. Men noget findes og derfor savnes en liste over yderligere materialer: bøger, web-sites m.m. Også en ordforklaring ville være en god idé. Langt fra alle unge forstår uden videre begreber som: dekret, monarki, koalition, centraladministration og lign.