Læsere, der godt kan lide en langsom smuk fortælling, vil nyde denne bog. De skal dog også være villige til at acceptere det magiske, hvilket ikke er svært i denne medrivende fortælling.
I 1886 åbner et omrejsende cirkus uden en turnéplan, men som dukker op lige så pludselig, som det forsvinder. Med sig har det en verden i sort og hvidt, hvor slangemennesker, illusionister og andre artister fortryller deres publikum i utallige telte fra solnedgang til solopgang. Hvad publikum og langt de fleste artister ikke ved, er at cirkusset er baggrund for en kamp mellem de to magiske illusionister Celia og Marco. De to unge blev allerede som børn bundet til denne dyst og har hele deres liv trænet til netop denne dyst. Bogen har et væld af personer, som alle spiller en rolle i dette spil mellem to store magikere; Celias far og Marcos velynder - et spil til døden, som de har spillet mange gange før, men for første gange forelsker deres spillere sig i hinanden. Bogen er forfatterens debut.
Ligesom Susanna Clarkes Jonathan Strange og Mr. Norrell, 2005 kræver læsningen af denne roman, at læseren er villig til at acceptere det magiske univers, som sætter rammen for fortællingen.
Bogen har en fantastisk stemning, og siderne vender nærmest sig selv, mens plottet smukt folder sig ud. Som læser trækkes man ind i en verden af magi, hvor alt kan lade sig gøre, og hvor grænser udvides. Kan varmt anbefales.