Cd-rom. Need for speed - underground 2 er et arcade racing spil i stil med et spil som Midnight club, hvor der fokuseres på ulovligt gaderæs. I spillet ankommer man til byen Bay view, og der skal man så langsomt arbejde sig op i graderne i det ulovlige gaderæs-miljø. Det første Need for speed - underground, blev et kæmpehit, og nu udbydes 2'eren i serien heldigvis til bibliotekerne. Den mest markante forskel på Need for speed - underground 2 og andre mere traditionelle racing spil er, at udviklerne har implementeret en fornemmelse af frihed i spillet, ved at lade spilleren køre fra løb til løb i stedet for, at man klikker sig rundt via menuer. Spillet har over 200 kilometer gader, og selv om det kræver en smule tilvænning, at løbene ikke starter med det samme, giver det en god fornemmelse at cruise rundt, mens man leder efter nye løb at deltage i. Produktionsværdien i Need for speed - underground 2 er høj. Som sædvanligt er det medfølgende soundtrack produceret af kendte kunstnere som Snoop doggy dog og Xzibit, og grafisk/lydmæssigt ligger det helt i top af, hvad genren kan præstere. Det eneste element, der ikke virker, er den lidt klodsede dialog. Men det glemmer man hurtigt for spillet indeholder et væld af forskellige løbstyper, og vigtigst af alt: Mulighederne for at tune motorer og designe sin bil ned til mindste detalje er lavet på en måde, så man virkelig får lyst til at sidde og rode med det. Det er vigtigt, da det er den eneste måde, man kan få nye sponsorer og komme på forsiden af bilmagasiner. Need for speed - underground 2 er en fornøjelse af et spil, der anbefales til både unge og gamle. Det kan godt være, at det ikke er så realistisk som Colin Mcrae rally, men hvad det taber i realisme, vinder det i underholdningsværdi og tilgængelighed. Installationskode kræves Alder fra 8 år. PEGI-mærkning: 3+. Sprog: engelsk.