Humoristisk billedbog om anskaffelse, fordele og ulemper ved et kæledyr. Inden bogen åbnes, fornemmer man, at den er hyggelig og underholdende pga. for- og bagsidens tegninger af Nete hængende på næsehornets hoved og Nete, der med en klemme for næsen, trasker afsted med næsehornets efterladenskaber. For børn fra 3-6 år.
Ross kendes for sine charmerende billedbøger om Den lille prinsesse. Som regel resulterer hans bøger i et smil på læben. Det gælder også her. Nete vil have et kæledyr, men hendes mor vil kun gå med til et lillebitte et. Men en loppe er ikke særlig spændende, så Nete finder et næsehorn i zoo og skjuler det hjemme i lejligheden. Hurtigt viser det sig, at det ikke er ren morskab for hverken Nete eller næsehornet. Dyret kan næsten ikke være i elevatoren, Nete bruger sine lommepenge på afrikansk græs, osv. Da næsehornets mave bruges som hoppeborg, får det nok og løber hjem til zoo. Nete og næsehornet savner hinanden, men er alligevel mest lykkelige hver for sig. Historien er ikke fyldt med seriøse råd til anskaffelse og pleje af et kæledyr. Alligevel kan man få en snak om de forpligtelser, der følger med et kæledyr. Tekst og tegninger er i typisk, skitseagtig Ross-stil.
Der findes andre mere realistiske og seriøse billedbøger om kæledyr. En, der ligner denne med utraditionelle kæledyr, er fx Childs Jeg vil ha' et kæledyr!.
Bog, der på en sjov måde fortæller om livet med et kæledyr og som kommer omkring anskaffelse, pleje, forpligtelser og savnet af dyret.