For ledere, forandringskonsulenter og andre, der interesserer sig for ledelse i en tid med mange forandringer. Vil også kunne anvendes af folk på lederuddannelser men kræver, at man virkelig fordyber sig i stoffet.
Mange ledere kommer til kort, når de forsøger at indføre forandringer, og det koster virksomhederne mange penge. Hverken ledere eller konsulenter er gode nok ifølge forfatterne. Man skal ikke bare forandre virksomheden men også forandre sig selv og udøve bevidst forandringslederskab, dvs. forandring både på de ydre og indre linjer, en flerdimensional forandring. Bogen er opdelt i 4 dele: Behovet for forandring, de menneskelige forandringsdynamikker, processer og til sidst et overblik. Den hører egentlig sammen med The Change Leader's Roadmap, en webbaseret applikation, hvor nogle af modellerne er med i bogen. Forfatterne har firmaet Being First, der har arbejdet med emnet i 20 år.
Dette er den første bog på dansk af de to forfattere, der er nogle af sværvægterne på området. Der er udkommet en del igennem de senere år, bl.a. Bjarne Kousholt Forandringsledelse og forandringskommunikation, 2009, der også er vægtig, men mere dansk præget. Søren Brandi udgav i 2010 Forandringens vaner, der ikke tilføjer så meget nyt. Alle bruges flittigt, så dette anderledes bud med gode tjeklister vil der givet være brug for.
Et vægtigt indslag i den righoldige litteratur om emnet for den leder eller interesserede, der vil sætte sig grundigt ind i tingene og prøve nye veje.