Forsiden prydes af et foto i varme farver af de to sympatiske personligheder, der på hvert deres felt har præget danskernes hverdag. Målgruppen vil nok især være ældre læsere.
Forfatteren og litteraten Thomas Thurah har bragt skuespilleren Bodil Udsen, med fødselsår 1925 og forhenværende statsminister Anker Jørgensen, der er fra 1922, sammen til en række interviews om deres lange liv. Til inspiration har de haft en række fotografier af historiske begivenheder og af fx valgplakater, og de gengives naturligvis i bogen. Emnerne for samtalerne er fx barndom og opvækst i 1930'erne, kærlighed, besættelses- og efterkrigstiden, kvindekamp og ungdomsoprør før og nu. Let læst, uden særligt dybtgående refleksioner eller analyser, men med mange bramfrie bemærkninger, morsomme anekdoter og kloge ord.
Thurah brugte samme greb i Så mange var ordene, 2006, hvor det var Rifbjerg og Kim Larsen der blev bragt sammen til en samtale med udgangspunkt i danske sange. Der er udkommet adskillige biografier både over Anker Jørgensen og Bodil Udsen.
Spredte glimt fra de sidste 60-70 års danske historie som Bodil Udsen og Anker Jørgensen har oplevet den og været en del af. Let læst, med mange anekdoter og med gode stemningsmættede fotografier. En hyggelig bog der nok især appellerer til ældre læsere.