Dansk socialrealistisk gangsterdrama fra 2013, om et par unge brødre i Københavns nordvest kvarter, der kommer i problemer med en indvandrerbande. Kan formidles til primært unge i alderen 15-25 år, der enten selv kender til det barske nordvestmiljø, og/eller fascineres ved tanken om livet i den kriminelle overhalingsbane.
Casper bor i Nordvest. Han laver lidt småbræk for indvandrergangsteren Jamal, men da Jamals håndlangere uddeler øretæver til Caspers elskede lillebror, finder han en ny legekammerat i den rockerlignende og utilregnelige Bjørn. Det vil Jamal ikke finde sig i og hurtigt eskalerer bandekonflikten, og så er Nordvest pludseligt ikke det mest sikre sted at befinde sig. Selvom budgettet ikke har været overvældende, er der alligevel kommet en god film ud af det. De mange håndholdte kameraer og de unge uprøvede skuespillere forstærker realismen, så man til tider føler, at det er en veldrejet dokumentarfilm, man ser. Er man aldersmæssigt langt fra målgruppen så kan den virke rodet, urealistisk og klichefyldt, men anmelderne elskede den og de unge også.
Michael Noer har tidligere instrueret den fremragende fængselsfilm R, 2010 og i sine rå og realistiske udtryk minder de om hinanden. I stilen og målgruppe minder den også om Kaywan Mohsens to film Eye for eye, 2008 og Made in Denmark, 2012.
Veldrejet lille socialrealistisk drama der nok skal få pæne udlånstal og som er oplagt at formidle til den gruppe unge, der måske ikke synes bibliotekerne har så meget at byde dem.