For at begynde med konklusionen, så kan biblioteket lige så godt anskaffe denne nye roman af Jan Kjærstad, der har et stort og trofast dansk publikum.
Kjærstad bragede igennem lydmuren med trilogien om Jonas Wergeland: Forføren, Erobreren og Opdageren, der både er komplekse, underholdende, dybdegående og velskrevne. Samme træk, der gør sig gældende for Normans område, der på det overordnede plan handler om litteratur og kærlighed. På det nære plan handler det om John Richard Norman, der er forlagsredaktør i livskrise og kærlighedsrus, da han først mister sin skarpe evne til at genkende det sublime manuskript og siden møder den store kærlighed.
I sit brede anslag, sin litterære ambition og sin svungne form, minder Kjærstads roman om andre af litteraturens store som fx Foer, Egan og Enquist.
Ny roman af den norske forfatter, der er kendt og elsket i Danmark. Den handler om kærlighed og om litteratur, og vil tiltale forfatterens trofaste læserskare og dem, der vil udfordres og underholdes af en roman, der udfordrer sin læser samtidig med, at man tages i hånden. Den røde og guldbelagte forsides filigran, skal nok sælge.