Noter : digte

I Eske. K. Mathiesens forfatterskab har forholdet til traditionen altid spillet en central rolle. Traditionsbevidstheden er ikke i snæver forstand litterær, for EKM har altid holdt sig på langafstand af litterære skoler og gruppedannelser, men har rod i folkekulturen og den anonyme, mundtlige fortælling. Flere af de enkle, prunkløse, digte i denne lille samling er da også befolket medengle, narre og røvere, hentet lige ud af folkeeventyrenes univers, men ofte med en drejning i retning af det ironiske og underfundige. Én anden gruppe af digte består af afmytologiserende'læsninger' af billedkunst (bl.a. Nicolai Abildgaard), som fastholder de elementer i billederne, hvoren alt for idealistisk og modsætningsfri overflade krakelerer og røber »at fuldkommenheden, nården er nået, / er lige så kedelig / som hovedgaden en søndag eftermiddag / i provinsen Potu«. Målt i omfang og indhold er det dog ikke nogen stor bog i forfatterskabet, dertil er den for spredt ogtilfældig i anslaget, ogsavner kunstnerisk satsning. Bedst er nemlig EKMs digte hvor den pastorale idyl brydes og afslører en underliggende uro og dæmoni.

Read the full assessment