Books / nonfiction for children / håndbøger

Nu skal vi ud - : årets gang i naturen


Description


Beskrivelse af naturen i Danmark måned for måned året igennem. Med forslag til aktiviteter i naturen for hver måned, og mange illustrationer.

Reviews (2)


The libraries' assessment

d. 21. Oct. 1998

By

By

Susanne Thøfner

d. 21. Oct. 1998

Denne tætpakkede håndbog er opdelt i et afsnit for hver måned samt et alment afsnit, der fortæller om universet, jordkloden og Danmarks natur, og hvad man kan foretage sig i naturen. Under hver måned ser vi bl.a. på stjernehimlen, vejret og forskellige dyr og planter, og der er ideer til forskellige enkle forsøg og ting, man kan lave som f.eks. herbarier, fuglekasser o.l. Bogen er forsynet med et særdeles omfattende stikordsregister samt et systematisk ordnet register, og det gør den meget anvendelig som en handy hånd- og opslagsbog; det er ikke en bog, der er beregnet til at blive læst i et stræk. Bogen fremtræder pænt og enkelt med en tæt trykt trespaltet tekst, der brydes af et utal af illustrative farvelagte blyantstegninger. Den stilfærdige omslagsillustration, der viser børn i færd med at studere naturen, svarer fint til bogens indhold. Teksten er mundret og factsfyldt, og det er utroligt, så mange oplysninger, denne forholdsvis lille bog indeholder. Bogen udgives i et samarbejde mellem Geografforlaget og Det Danske Spejderkorps, og den er lige velegnet som naturhåndbog i skole- og i fritidssammenhæng, fra ca. 11 år.


The libraries' assessment

d. 21. Oct. 1998

By

By

Steen Agger (skole)

d. 21. Oct. 1998

Denne bog udgives af GO i samarbejde med Det Danske Spejderkorps. Den er ment som en moderne udgave af Torben Wolffs Årets gang i naturen, der første gang udkom i 1994. Bogen fortæller, hvad man kan se og opleve i naturen i hver af årets måneder: Stjernehimlen, dyr, fugle, planter, vejret osv. Der er forklaringer på en lang række fænomener, og der findes masser af oplæg til aktiviteter. Bagest er der afsnit om universet, jorden, Danmarks natur samt lidt om, hvad man kan tage med på tur. Der er også en systematisk oversigt over bogens emner og et stikordsregister. Den er illustreret med mange forholdsvis små farvetegninger. En bog med mange informationer og med stof til mange naturoplevelser. Til naturinteresserede elever fra 6. klassetrin, men lærere og pædagoger kan også finde inspiration i den. Thorkild A. Nielsens Tur - natur (1993) fortæller også om naturens gang måned for måned. Der er illustreret med flotte farvefotos og -tegninger. Jørn Jensens fire bøger om årstiderne Hurra det er forår/sommer/efterår/vinter fra 1995 er ikke så omfattende og kan læses fra 3. klassetrin.