I Nynnes dagbog 3 er Nynne flyttet hinsidan med barnelægen og lever livet på IKEA-måden. Hun er blevet 41 og er på barsel. Barnelægen har fokus på svensk kollega, så Nynne føler sig negligeret og overset og flytter tilbage til Kbh. med børnene, hvor livet er lige så svært og kaotisk. Nynnes dagbøger har alle været bragt løbende i Politiken, hvor de har fået en stor og velfortjent fanskare. Hun er en god repræsentant for den danske del af chick lit'ten/city girl-litteraturen, der udspiller sig omkring og inden i moderne storbykvinder primært i 30'erne. Nynnes dagbog står på skuldrerne af britiske Bridget Jones, der igen står på skuldrerne af forfattere som Jane Austen og Brontë-søstrerne. Genren er velrepræsenteret med udgivelser af Marian Keyes, Candace Bushnell, Jenifer Weiner, Sophie Kinsella, Melissa Banks, Lauren Weisenberger og Cecilia Ahern og på dansk af Camilla Stockmann og Majse Njor samt mere overset Dorte Holm og Hanne Hedetoft. Sproget i Nynnes dagbog 3 er som i forgængerne korte hovesætninger, udråb!!, funderinger over livet, mænd, karrieren, kvinderollen og livet med børn samt ting, der går grueligt galt trods gode intentioner. Bogens kongeniale illustrationer inkl. forside er af Mai-Britt Bernt Jensen. Nynnes dagbog 3 henvender sig primært til kvinder mellem 20-60, men læses også af yngre.