Troels Kløvedal har et stort og trofast publikum, og denne rejseskildring fra Indonesien, der oprindeligt udkom i 1992, er stadig interessant læsning. Til den nye udgave har han skrevet et forord på 61 sider, hvor han sætter forholdet mellem Danmark og Indonesien i historisk perspektiv og samler op på den udvikling der er sket i Indonesien siden 1. udg.
TK sætter sig godt ind i naturen og de politiske og historiske forhold i de lande han besøger og beretter med stor entusiasme både om disse, sin holdning til dem og om sine personlige rejseoplevelser. Med jævne mellemrum kommer der sider med farvefotos af livet om bord på Nordkaperen, naturen omkring båden og de medrejsende i dramatiske eller stemningsfulde situationer.
Den væsentligste ændring i forhold til 1. udg. er det nye forord og tilføjelsen af enkelte, historiske billeder. Desværre er billederne placeret på samme sidetal som i den oprindelige udgave, og det medfører at de kommer ca. 50 sider, inden den tekst de skal illustrere. Kortet over rejseruten er nytegnet, og bogens omslag har fået nye, flottere og mere farvestrålende helsides fotos.
Det er stadig en god rejseskildring, og det er interessant i forordet at høre hvordan filmholdet oplevede Muhamed-krisen i Jakarta, men det er stærkt forstyrrende for læserens samlede oplevelse af rejsen at fotografierne er placeret forkert.