Letlæst fantasy for de ca. 9-12-årige. Kan også læses højt fra ca. 7-8 år. Forsiden, de s/h ill. og den store typografi afspejler bogens indhold.
Det er en "rigtig" bog med mange sider, og den ligner ikke en letlæsningsbog. Men det er det alligevel med sin enkle handling og store typografi. Den unge dværg Tanarog er ikke som de andre. Han drømmer om livet udenfor de mørke grotter i bjerget. Han sniger sig ud og møder både vandrende træer og gode og onde drager. En fantasy i den originale og traditionelle stil. Teksten er velskrevet. Handlingen er meget enkel, og der er ikke de store overraskelser undervejs. De s/h tegninger i blyant eller kul har fantasy-præg, hvor det farlige dæmpes af en let humor. Der er lagt op til en fortsættelse.
Niklas Krog er kendt for flere gode romaner, både fantasy og historiske. Bl.a. to tilsvarende letlæste, Dragesværdet, 2005 og Heksemesterens skygge, 2005, der er bedre end bogen her. Der er også flere facetter i serier som fx Elverdronningens riddere af Peter Gotthardt og Drageherren af Josefine Ottesen.
Denne letlæste fantasy er velskrevet, men lige lovlig endimensionel i sin handling. Der er færre overraskelser her, end der er i tidligere bøger af forfatteren og i flere af de efterhånden mange velskrevne serier til målgruppen.