Operaelskeren

Rifbjergs anden roman er en selvfølgelig anskaffelse, men også noget af en skuffelse, vist først og fremmest fordi den valgte dagbogsform ikke virker som en naturlig udtryksform hverken for Rifbjerg eller hans antihelt, professor Franck, der er litteraturforagtende naturvidenskabsmand med konservative synspunkter. Hans mål er at være en fribåren mand, der inden for fornuftens rammer kan administrere en tilværelse, få den til at fungere. Da han møder operasangerinden Myra og charmerer hende, føler han, at det som de andre goder i hans tilværelse er velfortjent, og han søger at gennemføre forholdet til hende så rationelt og åbent som muligt. Hans kone er jo også opdraget til at være fornuftig, så det går en tid. Men nervcbelastningen er for stor for de to kvinder, og den selvsikre professor har pludselig ikke mere situationen under kontrol, men mister dem begge. At denne mand skulle føre en yderst detaljeret dagbog i et præcist og karakteristisk Rifbjerg-sprog med afskrift afMyras breve, samlejereferater og yderst selvafslørende sammenstillinger af tanker og replikker, forekommer ikke sandsynligt. Føles som en historie, noget udefra køligt iagttaget og analyseret, ikke som en terapeutisk selvafsløring.

Read the full assessment