Ken Follett har skrevet en del gode og spændende romaner med 2. Verdenskrig som baggrund. Operation Allike er endnu en velskreven, underholdende roman om krigen, men denne gang med en række kvinder i hovedrollen. Inden invasionen kan finde sted skal et tysk kommunikationscenter ødelægges. Det første forsøg, som den franske modstandsbevægelse står bag, ender i en katastrofe, så en ny plan bliver lagt. Man vil forsøge at smugle nogle kvinder ind, i stedet for de rengøringskoner der gør rent for tyskerne. Agenten Flick, som taler flydende fransk, sammensætter en gruppe kvinder af vidt forskellig observans, men alle med hver deres specialviden. Holdet springer ud med faldskærm, men Gestapo ved besked, og den iskolde efterretningsofficer Dieter Franck sætter en nådesløs jagt ind. Spændende, med godt greb om de historiske facts, er dette en hæsblæsende roman om et afgørende tidspunkt i Europas historie, og Follett forstår at dosere handlingen i passende bidder, med lidt kærlighed, lidt venskab, lidt forræderi, som nogle af de ingredienser der holder romanen i gang, og som fører til den uundgåelige slutning.