Josefine, Emma og Amanda er taget ned til havnen. Pludselig får de øje på en spækhuggerunge, der har forvildet sig ind i havnen. De døber den Hugo, men vil det lykkes pigerne at redde den? Vælg-selv-handlingen-bog for 8-12-årige.
Josefine, Emma og Amanda er af deres biologilærer blevet sendt på jagt efter et dyr, der er rødt eller har farven rød i dets navn. De tager ned til havnen for at finde en rødspætte, men i vandet får de øje på en lille spækhugger. Pigerne beslutter sig for at hjælpe ungen, som de døber Hugo. Men hvordan redder man mon en spækhugger, når byens borgmester vil forære den til Danmarks Havcenter? Skal de ringe til pressen? Skal de indsamle underskrifter? Eller skal de forsøge at redde Hugo helt alene? Bagerst i bogen er en kort fortælling om forfatteren og illustratorens egen oplevelse med spækhuggeren "Spække", som engang boede i Randers havn. Der er desuden en bonusnovelle om Josefine, Emma og Amanda, der hjælper med at rydde op på stranden, efter at et lastskib har tabt en container, og vandet er fuldt af plastiklegetøj.
En rigtig god roman, hvor læseren er med til at vælge handlingens forløb. Flere forsøg ender "blindt", og der er derfor god mulighed for at læse bogen flere gange. Romanen behandler desuden aktuelle temaer som dyrevelfærd og mikroplast i havet.
Bogen kan sammenlignes med Mira på lejrskole, som også er en vælg-selv-handlingen-bog til samme alderstrin.