Orken Orla er ikke som de andre orker. Han elsker at spille musik og interesserer sig slet ikke for at slibe økser eller se kampsport. Billedbog om at være sig selv for børn fra 3-6 år.
Orla, den akavede ork, er ikke som de andre orker. Han elsker musik og bruger tiden på at spille på sine instrumenter, imens de andre orker brøler, sliber økser og ser kampsport i fjernsynet. De andre griner af Orla og synes, han er en slapsvans, så Orla føler sig forkert og udenfor. Derfor skiller han sig af med alle sine instrumenter bortset fra sin saxofon, som han gemmer i en høstak. Orla forsøger at være som de andre, men han føler stadig ikke, at han passer ind. Da en gremlin en dag advarer mod en farlig drage i området, viser det sig, at det faktisk er Orla, der med sin musik, redder orkerne fra dragen. For dragen kan også lide musik, og det åbner op for en ny tilværelse for dem alle. Alex Dyson har ikke udgivet andre danske billedbøger, men Laura Wood har også illustreret Berta i byen.
Billedbog om retten til at være sig selv, uanset hvad andre siger. Om at holde fast i sine interesser og være tro mod sig selv. Orla er tegnet som en cool fyr med sin helt egen stil, og tegningerne er generelt sjove og charmerende. Teksten fungerer også fint.
Det at være anderledes på den ene eller anden måde er et emne, der behandles i flere billedbøger som fx Ole omvendt.