Billedbogen Oskar længes kan læses højt for børn på 2-3 år og handler om, hvordan det er at savne nogen.
Oskars far skal ud at rejse, og Oskar kommer til at savne ham rigtig meget. Alle tingene i hjemmet minder om far, men er ikke de samme uden ham. Oskar leger, at hans dukke rejser væk fra bamsen, og Oskar og bamsen venter længselsfuldt sammen. Heldigvis kommer både dukken og Oskars far hurtigt hjem igen. Den svenske forfatter Åsa Mendel-Hartvig har ikke skrevet andre bøger (oversat til dansk) end serien om Oskar, mens illustrator Ane Gustavsson også har medvirket til billedbogen Jonathans rejse, 2007. Teksterne er korte og enkle, og giver et godt indblik i Oskars tanker og følelser. De vidunderlige akvareltegninger har glade, varme farver og bløde former. Bogen er kvadratisk og med en indbydende forside, hvor Oskar venter sammen med sin bamse.
Der er nu udgivet 3 charmerende billedbøger i serien om Oskar, og alle 3 formidler rigtig fint bestemte følelser - denne gang: at savne nogen. Billedbogen Næste gang du rejser, 2012, handler om en lille elefant, som savner sin mor, mens hun er ude at rejse.
Serien om Oskar omfatter nu 3 dejlige, nutidige billedbøger, som er et kærkomment supplement til billedbøgerne for den yngre målgruppe på 2-3 år.