En vigtig bog, der skal hjælpe nye lærere godt på vej i deres nye job. Henvender sig fortrinsvis til nye lærere, men ledere og andre aktører i skolen kan også profitere af bogen.
Bogen fokuserer på, hvordan man bevarer motivationen som lærer, og hvordan man håndterer jobbet, så man ser sig selv som professionel lærer. Grundlaget for bogen er en empirisk undersøgelse af nye lærere i skolen, andre som er stoppet og har skiftet karriere og nogle der er gået i gang med nye uddannelser. Bogen indeholder næsten alle de udfordringer, som nye lærere stilles overfor, fx hvordan man klarer en stor og kompleks mængde opgaver og hvordan man planlægger undervisningen. Derudover er der kapitler om digitale udfordringer, inklusion, forældresamarbejdet og lærersamarbejdet.
En rigtig god og velskrevet bog, der er særdeles relevant. Bogen som helhed giver en god indføring i det udfordrende ved at begynde som ny lærer - bl.a. gennem cases, interviews og observationer. Det er en god pointe, at bogen også præsenteres som en brugsbog, hvor de enkelte kapitler kan læses hver for sig - fx er kapiteloverskrifterne formuleret som ægte problemstillinger, en ny lærer kan stå overfor, fx: "Hvordan håndterer man forældresamarbejdet?" og "Hvordan får man mest ud af samarbejdet med kollegaer?".
Bogen kan relateres til Lærerbogen.