Bopladsen skal tilsyneladende tidsfæstes til jægerstenalderen, men ordet stenalder forekommer ikke i bogen. De afbildede genstande er heller ikke alle fra jægerstenalderen. Derfor er bogens værdi som historisk undervisningsbog tvivlsom. Bogen er bygget op om en række farvefotografier fra en forsøgslandsby, som er befolket med familier på "stenaldervisit". De enkelte opslag rummer små historier om f.eks. en jagt, husbygning, husarbejde og andre aktiviteter. Tekst og billeder er tæt sammenhørende, fortæller den samme historie, men enkelte steder findes ét ord som billedtekst, og ét sted er et ord forklaret nærmere. Fotografierne er af god kvalitet og anvendt på en god og logisk måde. Der er indholdsfortegnelse og stikordsregister, men ingen materialefortegnelse. Bogen kan bruges i skolen til faglige læsetræningskurser fra 2. klasse, og ellers som den første læsning om stenalderen fra ca. 9 år. Af nyere bøger for aldersgruppen kan nævnes: Alle tiders stenalder af Margit Broust Jensen fra 1998, som er for lidt ældre børn, men som minder om den foreliggende bog i opbygning, og Stenalderen af Inger Byrjalsen i serien De små fagbøger, som henvender sig til samme aldersgruppe, men på en mere undervisningsrettet måde.