Hobbybogen henvender sig primært til voksne, som i bogen får gode idéer til hyggelige påskeaktiviteter for de 7-10-årige. Selv mindre børn kan med en voksen på sidelinjen lave en del af påskepynten.
En hobbybog med gode og sjove idéer til aktiviteter, man kan lave med børn ved påsketid. Udover en kortere forklaring på påsken som kristen højtid, er der bl.a. forslag til lege, farvning af æg på flere måder, gækkebreve, kartoffeltryk, påskelam i uld og kyllingeboller. Alle fremgangsmåder er grundigt og overskueligt beskrevet ved hjælp af trin-for-trin-anvisninger med tekst samt tegninger eller fotos. Det æstetiske og lækre layout er meget inspirerende. Det kan dog være svært at læse flere af opskrifterne, da de er trykt på farvet baggrund eller med farvet skrift. Det er forfatterens første selvstændige udgivelse.
Der er mange forskellige bøger om dekoration af æg til både påske og pynt, fx Den store påskebog, 2010, som er mere omfangsrig.
En meget indbydende og inspirerende hobbybog med påskeaktiviteter for børn fra børnehavealderen til ca. 10 år. Det virker, som om påskeaktiviteterne er meget gennemarbejdede og vil fungere sammen med børn.