Denne bog om papir kan læses af børn og unge fra 10 år og opefter. Der findes meget lidt litteratur for børn og unge om fremstilling af papir, især af nyere dato. Denne bog er ikke en fantastisk bog om emnet, men den er nutidig og mere indbydende end mange af de ældre udgivelser. Bogen kan anvendes i skolesammenhænge til faglige læsekurser og til faglig fordybelse i et emne. Bogen indgår i den nye serie Vigtige materialer, som også indeholder titler om bl.a. glas, plast, træ og tekstiler.
Første halvdel af bogen indledes med en kort introduktion til papir som materiale i et moderne samfund. Derefter føres læseren tilbage i tiden til den første papirfremstilling og kronologisk følger vi udviklingen i fremstillingsmetoden frem til nutiden. Bogens sidste halvdel behandler emnerne papirtyper, bogtrykning, kunst i papir, genbrug af papir samt fremtidsperspektiverne og det papirløse samfund.
Der udgives meget sjældent bøger for børn og unge om papir som et grundmateriale. Der findes Birthe Kots Fra træ til bog, 2008, men derudover er det svært at finde tidssvarende alternativer til denne udgivelse i bogform.
Ny og opdateret udgivelse for børn og unge om et emne, som der udgives meget få bøger om. Bogen dækker et behov for litteratur om emnet.