Billedbog om store emner som livet og døden for de 5-9-årige. Kræver nok formidling.
Fupz Aakeson har sammen med debuterende illustrator Kamila Slocinska begået en lille billedbog om livet og døden. Hovedpersonen er bedemand. Han lever et trist liv, hvor han dag ud og dag ind foretager sig det samme. I bedemandsforretningen taler han imidlertid med de døde, mens han gør dem i stand. De døde er forskellige, nogle er kede af det, andre nærmest ligeglade. En dag er det en helt ung pige, der er død. For at trøste hende udmaler bedemanden det paradis, hun måske kommer til. Han bliver bevidst om, at han ikke selv får noget ud af sit triste liv, så en dag lukker han butikken for at lægge en blomst på pigens grav, og på vej tilbage tænker han, at paradis måske er lige hér blandt de levende. Som vanligt er Aakesons sprog både moderne og sært tidløst. Den underfundige historie virker drømmende og fabulerende med en underliggende alvor, der gør indtryk og giver stof til eftertanke. Slocinskas ill. er holdt i en stærkt karikeret, grotesk og bevidst barnlig stil. De er overvejende s/h med forskellige farveindslag og passer godt til den stærke historie.
Der findes en håndfuld billedbøger, der som denne handler om livet og døden. Kan sammenlignes med Pernilla Stalfelts Bogen om livet, 2011, der også, om end på en anden måde, handler om disse store emner.
En fremragende lille billedbog om store emner som livet og døden. Den formår at fortælle en historie der sætter tanker i gang og giver stof til eftertanke. Fint og rammende illustreret.