I forlagets nydelige og overskuelige layout er der her forlæg til tæpper, løbere, puder og et par andre typer arbejder i patchwork. De er alle bygget traditionelt op med blokke og gentagne rapporter, men flere adskiller sig fra de klassiske mønstre ved at der arbejdes mere med skæve linjer som i crazy patchwork. Der er syvejledning, arbejdstegninger og skabeloner til alle arbejderne, og de vises nydeligt arrangeret på stole, i haven m.v. på helsides fotografier. Der er desuden en del ret små billeder, hvor man kan få et overblik over kompositionen men ikke se detaljer. Ud over de konkrete mønstre har bogen et afsnit med generelle tips til komposition, farve- og mønstervalg, montering, quiltning m.v. Ifølge Netpunkt findes Hanne Asplin Firman: Slipp fargene løs med lapper, Oslo 2002, på syv biblioteker, og den var kun hjemme et sted. Det er ikke en bog for nybegyndere, men et tilbud om nye ideer til mere erfarne patchworkere.