Vold, sex, mord, druk, stoffer. Det er komponenterne i denne roman, der foregår i Lyons prostitutionsmiljø. Den handler først og fremmest om en forfrossen sjæl i en moderne bys gademiljø. Og læst sådan er det en god bog, men den forstyrres af en masse støj på linjen: Den er nemlig lanceret som hard core-krimi, som spændingsroman og som fortælling om seksuel besættelse og har ansatser til alle tre dele, uden at det rigtig bliver til noget. I Lyon opskræmmes de prostituerede af bestialske mord på to af deres kolleger samtidig med, at den lokale mafia kæmper om magten over byens pornobranche. Fortælleren er Louise, der arbejder som stripper i et peepshow. Hun kan ikke finde ud af livet, iagttager det uengageret og dulmer smerten med pot og sprut. Hun væmmes ved kropskontakt og afskyr sex, men det går over, da hun bliver voldtaget af den dæmoniske Victor, som hun hurtigt bliver helt besat af. Handling, sprog og karaktertegning er fermt skruet sammen med fokus på den fragmenterede tilværelse, gadesproget og nærmest karikerede personer. Målgruppe? Som pejlemærke for efterspørgslen kan man bruge forfatterens roman Blodsøstre, 1998. Den havde også sex og vold som væsentlige ingredienser og er netop blevet filmatiseret.