Playstation 3. 3D platformspil Phineas and Ferb - across the 2nd dimension. En af de mest populære nyere animerede tv-serier fra Disneys hånd har i forlængelse af den nye film fået et computerspil. Serien om Phineas og Ferb henvender sig normalt til børn i alderen fra ca. 5 år, så sværhedsgraden og PEGI 7 med ikoner for vold og skræmmende, virker voldsom. Sproget er engelsk, og målgruppen vil savne den danske tale fra film og serie, men kan spilles uanset sproglige forudsætninger. Styringen kræver en del, så 7 år passer fint.
Spillet foregår i filmens univers, hvor man overtager styringen af Phineas og Ferb i en anden dimension. Udstyret med baseball-kanoner og sodavandsskydere kæmper man sig gennem forskellige baner mod Dr. D og hans onde medhjælpere. Ind imellem overtager man også styringen af hjælperne Agent P og den nyeste tilføjelse, Agent T. Desuden kan man spille spillet med Playstation Move. Grafikken er ikke prangende, og der er flere fejl. Musik og lyd, der er hentet fra filmen, passer derimod perfekt til spillet.
Der findes en del spil i kategorien, hvor tegnefilmserier bliver til spillefilm og herefter laves til computerspil. Dette spil ligner allermest The Simpsons game i både form og udtryk, og ellers kan det sammenlignes med andre spin-off-spil som Megamind - ultimate showdown, når det kommer til spillets kvalitet.
Et gennemsnitsspil med en hæderlig historie. Børn der er fan af serien, kan blive underholdt mange timer, hvis de kan mestre styringen. Noget episk mesterværk er det nu ikke.