Andet bind i krimiserien om journalisten Jensen og kriminalkommissær Henrik Jungersen, hvis veje igen krydses i en efterforskning af drab og overfald på ældre i og omkring København. Vil tiltale læsere af nordiske krimier; specielt hvis man gerne vil have København som ramme.
90-årige Valborg findes myrdet i en forstad til København. Efterfølgende bliver flere ældre ofre for brutale overfald. Det, der binder dem sammen, er et efterladt billede af en pige på gerningsstederne. Journalisten uden fornavn - blot kaldet Jensen - hyres sammen med sin "protegé" Gustav til at opklare, hvor et kostbart smykke tilhørende Valborg er blevet af. Kriminalkommissær Henrik Jungersen skal opklare sagerne, og deres veje kan ikke undgå at krydse hinanden - på trods af at hans kone har smidt ham ud, og han ikke bør se Jensen mere, hvis han vil redde ægteskabet. Forfatteren er en oprindeligt dansk journalist, der har boet og arbejdet det meste af sit voksne liv i London. Bogen er først udkommet på engelsk og herefter oversat til dansk.
En spændende krimi, der har, hvad en nordisk krimi bør have. Der er en del personer at holde styr på, men alle tråde samles. Flot forside, der nok skal tiltrække krimilæsere.
Kan sammenlignes med Ninni Schulmans serie om Magdalena Hansson samt danske (krimi)forfattere som Julie Hastrup og Lone Theils.