Til de læsere som har læst de 2 første i serien med Carsten Mathiesen fra Aabenraa og Christiane Müller fra Flensborg. Nye læsere kan dog godt stå på her også.
Hans Schmidt Petersen er født i Sønderjylland, men i dag bor han i Berlin. Han skriver både på tysk og dansk, denne serie fra Aabenraa er skrevet på dansk. I Sneglens hus, 2009, og Den sørgeligste død, 2010 er optakten en forbrydelse i Aabenraa eller omegn, en forbrydelse, som får tråde til Flensborg, og derved bliver der tale om et grænseoverskridende politisamarbejde. Også her i denne bog er det en forbrydelse i Aabenraa, som sætter gang i handlingen. Kjeld Madsen, skolelærer og folketingskandidat for Dansk folkeparti, bliver fundet skudt på klos hold. Skal morderen findes blandt hans politiske modstandere, måske i indvandrermiljøet? Carsten Mathiesen modtager nogle mails, som er sendt fra Flensborg, som antyder, at Keld Madsen har pædofile tilbøjeligheder. Der sker flere mord, også i Flensborg, og der skal meget politiarbejde til, inden sagen kan løses. Hans Schmidt Petersens sprog består af mange dialoger, og på den måde bliver personerne levende for læseren.
Pigernes ynde hører til i rækken af den slags krimier, som beskriver det lange seje træk i forbindelse med opklaringsarbejdet.
Læsere af bind 1 og 2 i serien om makkerparret Mathiesen og Müller vil ikke bliver skuffede. Personligt finder jeg beskrivelsen af og forskellene på dansk og tysk kultur og måde at arbejde på mest spændende.