Denne indbydende efterfølger til Pileflet til gavn og glæde indeholder en blandet række modeller, der alle præsenteres informativt og med entusiasme. Her er plantestativer, bedafgrænsninger, haveskamler, lysholdere, fuglehuse m.m. Desuden viser bogen, hvordan man fletter kurve med kvadratiske bunde og med træbunde og enkle fade med håndtag af naturgrene, hvordan man laver bakker, hvordan man anvender de mange korte rester o.m.a. Omslaget viser et udsnit af bogens modeller. Bogen er gennemillustreret med et utal af farvefotos samt farvelagte tuschtegninger, der uddyber detaljer, forklarer teknikker o.s.v. Teksten er mundret, engageret og instruktiv, modellerne er pæne og varierede, og forfatteren lægger stor vægt på både form og funktion. Der er efterhånden utallige bøger om pileflet, men forfatteren formidler sit emne så godt og bredt, at der også bør være plads til denne. Sværhedsgraden er blandet, og selvom en del af modellerne kan udføres af større børn og begyndere, henvender bogen sig primært til voksenbibliotekets lånere.