Nintendo DS. Platformspil. Let tilgængeligt Pixeline-spil helt uden formelt læringsmål for de mindste NDS-brugere fra ca. 5 år. PEGI rating på 3. Spillet er på dansk.
Pixeline går på jagt efter den skjulte jungleskat i et Mario-inspireret gameplay, som også inviterer de mindste spillere med i løjerne. Spillet er let tilgængeligt platformspil, som udspiller sig i 5 verdener: Regnskoven, Ruinerne, Sumpen, Ørkenen og Templet. Først skal Pixeline finde de 4 dele af skattekortet, som viser hvor jungleskatten er gemt, men der skal også samles guld- og sølvmønter og kister undervejs. 100 sølvmønter udløser et ekstra liv, men der er anbragt rigeligt med "gemme-lamper" i spillet, så man ikke altid skal starte forfra. Undervejs får spilleren mulighed for at omdanne Pixeline til 3 forskellige magiske dyr, som kan hjælpe hende med at gennemføre baner, som kræver særlige egenskaber. På konsollens nederste skærm kan spilleren se de 5 spil-områder, og efterhånden som disse bliver låst op kan man frit hoppe frem og tilbage. Fx. kan man genbesøge gamle baner i skikkelse af et magisk dyr, og måske få fat i mønter eller kister man ikke tidligere kunne nå.
Spillet er inspireret af de klassiske Mario-spil, men på trods af mange gode elementer i spillet er der trods alt et stykke op til niveauet fra disse.
Spillet er et rigtig udmærket platformspil til de yngste NDS-spillere, som vil føle sig godt underholdt. Sværhedsgraden er i den lette ende, men er man utrænet NDS-bruger skal der også øves for at gennemføre enkelte hop og bevægelser. Spillet bør absolut være en del af bibliotekets NDS-samling.