Cd-rom. De fleste børn har en drøm om at blive noget ved musikken. I dette udspil fra Pixeline-fronten får de chancen for at udleve drømmen i et godt leg og lær spil. Scenen er sat i stjernernes by, Glimmervig, hvor Pixeline netop har startet et band op med nogle af sine venner. Deres problem er imidlertid, at deres instrumenter er ret elendige og stjerne-outfittet lader en del tilbage at ønske. For at rette op på disse mangler må spilleren sammen med Pixeline tjene solkroner i de indlagte spil, som der kan shoppes for i butikken. Her kan købes de sejeste instrumenter og det sejeste stjerne-outfit, hvis bare man har solkroner nok. I de indlagte spil, som befinder sig rundt omkrig i det glamourøse Glimmervig, bevæger man sig læringsmæssigt i mange forskellige retninger. Man kan blandt andet dykke efter perler i Glimmerbugten, hjælpe dj'en Scratch på byens førende diskotek med at regne ud hvilken musik publikum vil høre og deltage i en sjov dyrequiz. Min egen favorit er et spil, hvor man skal hjælpe den kvindelige sladderjournalist Mamarazzi med at tage skjulte papparazzi-billeder af de kendte i Glimmervig, når de fx piller næse. Katten Mamarazzi er venligt karikeret efter en kendt dansk sladderjournalist med en rigtig skøn sønderjysk accent. Undervejs i spillet skal der også designes band-plakater, banner til tourbussen og et cd-cover. Spillet afsluttes med en koncert i Star-studio. Grafik og lyd, som er i den vante solide stil fra Studio 1-2, rummer ingen overraskelser, men alt fungerer flot og spilleren navigerer let rundt mellem spillets mange elementer. Målgruppen angives til børn mellem 5-11 år. Det er svært at sige noget dårligt om spillet, som jeg tror bliver et hit, især for den yngste del af målgruppen. Sprog: dansk.