Pizza er blevet en del af det danske køkken, og denne bog er til dem, der søger inspiration og fornyelse, så hele familien kan være med.
Bogen starter med de grundlæggende ting som fyld, krydderolier samt opskrifter på grunddej med variationer og tomatsovs. Herefter følger først en række opskrifter på traditionelle pizzaer, såsom hawaii og napoletana og efterfølgende opskrifter på fx kartoffel-, pesto- og chilipizza. Foruden den traditionelle pizza med en pizzabund indeholder bogen også opskrifter med andre bunde såsom flutes, pita og focacciabrød og de madpakkevenlige pizzasnegle. Opskrifterne er nemme at følge, og flere af opskrifterne har tips til variationer. Bogen er illustreret med appetitvækkende fotos.
Tidligere på året udkom Hjemmelavet pizza af David Hosseini, som er et lidt mindre hefte på 38 sider. En mere fyldig kogebog om pizzaer, Pizza af Gorm Wisweh, udkom i 2009. Desuden findes der ret mange pizzaopskrifter i diverse kogebøger.
En fin lille bog med inspiration til at variere den hjemmelavede pizza, så hele familien kan være med. Her er dog ikke meget nyt at hente i forhold til andre kogebøger.