Bogen om Polen er en af de 17 titler, der indtil nu er udgivet i serien Lande i verden. I betragtning af, at Polen ligger så tæt på Danmark, at Polen er et af de nye lande i EU, og at udviklingen/forandringerne i landet går så hurtigt, er det en yderst relevant udgivelse. Bogen giver et fint indblik i landets geografi ved at behandle emnerne: landskab og klima, befolkning, landbrug, industri, transport, energi og miljø. Herudover omtales de største/vigtigste byer og landets nærmeste fremtid. Afsnittet om industri kommer også ind på serviceerhverv og turisme. Bogen indledes med et kort rids af Polens 30.000-årige historie og den politiske udvikling frem til i dag. Teksten, der er koncentreret og komprimeret, den er ikke helt let at læse, underbygges af illustrative grafiske fremstillinger og kort samt talrige fotos med tekst. I kapitlerne er der indsat oplysninger på farvet baggrund, her kaldet "indblik". Det er samme koncept, der er brugt i seriens øvrige titler. Bagerst i bogen er der ordliste, yderligere information i litteratur og internetadresser og andre adresser samt stikord. I 2003 udkom Polen i serien Et land i forandring som indeholder næsten samme emner, men som henvender sig til en yngre målgruppe. Bogen her kan anvendes til undervisning i geografi samt til opgaveskrivning og projekter i skolens ældste klasser fra 13 år.